Samtaler med bevidning

At have en bevidner med til en samtale, betyder at du har en person med som lytter og er et vidne til din samtale. Det kan være en person du kender eller en person som jeg anbefaler dig.

Du og jeg taler sammen først og et stykke inde i forløbet vil jeg stille spørgsmål til bevidneren.

De spørgsmål jeg stiller bevidneren, er ikke helt tilfældige. Man er som narrativ terapeut interesseret i, hvad der har værdi og betydning i dit liv og det er nogle af de ting en bevidner vil blive bedt om at lægge mærke til. Når jeg stiller spørgsmål til bevidneren, vil han/hun blive bedt om kun at bruge dine ord. Han/hun vil udvælge ord eller sætninger i samtalen og det er en måde at give dine ord ekstra styrke på. Tit vil en bevidner lægge mærke til ord og sætninger, der fortæller noget om hvad der vigtigt for dig og som du måske ikke selv har tillagt den store værdi.

Ud fra samtalen og de spørgsmål jeg stiller både til dig og bevidneren, vil det der er vigtigt for dig træde tydeligere frem. Specielt hvis det er en person du kender, kan der komme andre historier frem om dig og dit liv, end du umiddelbart selv har fået øje på.

Man kan godt have mere end en bevidner med til samtalen.